Underviserne

Vi har samlet et hold af undervisere, som vi elsker. De har baggrund i vidt forskellige bevægelsesformer og har meget forskellige historier, men de deler alle troen på, at bevægelse kan og skal være rørende.

Alle er de erfarne. Alle er de nybegyndere.

Lær dem at kende nedenfor.

Jeppe Skovgaard

Jeg begyndte at kravle på bygninger om natten, fordi jeg ikke kunne falde i søvn. Det blev til parkour. Jeg begyndte til yoga, fordi parkour gjorde mig så stærk, at jeg ikke længere kunne trække vejret. Jeg begyndte med acroyoga, fordi jeg savnede kontakt til andre mennesker og savnede et community.

Jeg startede Rört, fordi jeg mener, at alle bevægelsesformer har særlige kvaliteter, at de alle er potentielt rørende – og fordi jeg har et brændende ønske om, at vi kan skabe et fællesskab i København på tværs af discipliner, hvor vi kan mødes som mennesker og inspirere og røre hinanden.

Acroyoga rör mig når jeg jeg ser elever opleve nyt land. Når min tillid, bliver til deres selvtillid. Når de får nyt lys i øjnene og vinder frihed i deres bevægelser og i deres tankeverden.

Mød mig tilAcroyoga I, Yoga GROW I, Yoga FLOW, Mid-week mindful, Trappetræning (sub) og Parkour (sub)

Rikke Libak

Jeg har elsket dansen i alle dens former hele mit liv. Da jeg for 18 år siden stødte på Gabrielle Roths 5 Rhythms følte jeg mig ”hjemme” med det samme. Her kunne jeg bevæge mig frit, ærligt og levende.

Jeg har altid interesseret mig for sundhedsfremme og efter at have været projektsygeplejerske på en stressklinik, valgte jeg at uddanne mig til MBSR-instruktør (mindfulness). Her så jeg hurtigt værdien i at bringe kvaliteterne og attituderne fra mindfulness ind på dansegulvet – og hjælpe andre med at gøre det samme.

Dans rör mig fordi det giver os mulighed for at ”være i os selv” og med hinanden på en autentisk, nærværende og vågen måde. Når vi lader dansen bevæge sig ”indefra og ud”, smider vi nogle masker, og vi kan opleve at blive set og mødt, som dem vi er. Det skaber glæde og gør os modige, frie og fulde af taknemmelighed – også udenfor dansegulvet. Det rör mig.

Mød mig til: Dans FREE and Dans SLOW

Peter Hunter

Bevægelse var min vej ud af afhængighed. Som teenager forstenede jeg mig selv med hash og fandt identitet i graffiti, tyveri og ballade. Parkour gav eventyrlysten en positiv legeplads. Yoga og dans lærte mig at turde vise mig selv frem uden perfektion og at være mere autentisk.

Og så har jeg løbet hele mit liv. Før i tiden løb jeg fra ting. Mine forældre. Mine følelser. Politiet. Genert og konfliktsky vandt jeg folkeskolens skoleløb hvert eneste år. Alt det er jeg færdig med nu. Nu løber og bevæger jeg mig for at komme tættere på mig selv, på andre og naturen.

Jeg bliver rört når jeg bevæger mig uden behov for at komme væk fra lige netop der, hvor jeg er. Og – især – når jeg kan dele den bevægelse med dig.

Mød mig til: Acroyoga II, Yoga GROW I & II , Yoga FLOW og Handstand

Dorte Bjerre

Jeg har altid være et meget aktivt og fysisk væsen. Jeg er gået igennem livet som fodboldspiller og taekwondokæmper. For mig har det altid handlet om forstå spillet mellem de udøvende parter – forstå den kontakt der blev etableret, og hvordan jeg selv forholdt mig og relaterede til den. Så begyndte jeg at dyrke kontaktimprovisation, og pludselig virkede alt, der kom inden det, mest af alt som forspil.

I dag er jeg udøvende danser, performer, researcher, facilitator, terapeut og helt almindeligt menneske – og alt, hvad jeg gør, er dybt forankret i kropsbevidsthed.

Jeg ser kontaktimprovisation som en bydende nødvendighed i samfundet i dag, fordi det lærer os at lytte mere. Vi lærer at lytte til andre på mere nærværende og omsorgsfuld vis, men mest af (gen)lærer vi at lytte til os selv og give oa kropsbevidstheden tilbage. Blive bevidst om vores behov for både berøring og grænsedragning – og blive klogere på hvordan de kan sameksistere.

Det rör mig at undervise. Altid og igen og igen. Jeg bli’r rört over at folk kommer, at folk bliver og at folk undersøger og udforsker sig selv.

Mød mig til: Kontaktimprovisation

Line Bangsbo

Min passion er det kropslige møde med os selv og med andre, og nysgerrigheden på hvordan vi bringer frihed, intimitet og kreativitet ind i dette møde. Min udforskning går på, hvordan vi rummer os selv og andre, når vi mødes, og hvordan vi inviterer intimiteten ind i dette møde, imens vi mærker egne grænser. Dette møde healer, og her skaber vi plads til at opleve flere aspekter af det at være menneske.

Jeg bruger mange metoder til at arbejde med dette i min undervisning: yoga, meditation, akroyoga, teater, massage og sang. Min erfaring er, at en glædesfyldt kontakt med verden starter med en glædesfyldt kontakt med os selv, og det er det, jeg gerne vil dele i min undervisning – hvor jeg har stort fokus på det trygge rum, hvor det er sjovt og dejligt at udforske.

Jeg har undervist siden 2008 og har i de sidste seks år afholdt talrige kurser, workshops og retreats med akroyoga, yoga, meditation og thaiyoga-massage. Jeg bor på Møn, underviser i København og rejser ofte.

Mød mig til: Berört, Sauna, Yoga FLOW og Yoga GROW (sub)

Katinka Wissing

Jeg er utrolig glad for at bevæge mig på alle mulige måder, og bevægelse giver mig både energi og ro samt er mit redskab til at skabe kontakt til mig selv.

Min nysgerrighed for bevægelse har bragt mig vidt omkring, men jeg vender altid tilbage til parkour. Parkour for mig handler om frihed, om fællesskab og om at opbygge tilliden og kontakten til sig selv, sine omgivelser og sine mennesker omkring en – og dette er de bærende elementer i al min undervisning.

Jeg ønsker at skabe et tillidsfuldt fællesskab med plads til at man kan udfordre sig selv, uanset udgangspunktet man kommer fra. Jeg ønsker at skabe et rum hvor vi kan være dybt koncentrerede og tilstede, og hvor der også er plads til leg, grin og vildskab.

Det rör mig, når jeg ser gnisten tænde i folks øjne – når de gi’r sig hen i blandingen af udfordring, smil, sved og fællesskab. Når vi sammen går all-in, fordi alle kan se og mærke, hvad de får ud af det.

Mød mig til: Parkour, Stärk og Trappeträning

Janni Popp

Jeg blev draget af yoga i 2013, et par måneder efter en trafikulykke havde sat sine spor og begrænsninger i min krop. Jeg opsøgte yogamåtten og genfandt min smidighed, styrke, kropsbevidsthed og taknemmelighed. Jeg oplevede at det var nok bare at være mig – hvilket stod i kontrast til den teaterverden, jeg før helligede al min tid og energi til.

I min undervisning er jeg optaget af at skabe og holde et rum, hvori du kan lukke øjnene og tune ind på din krop, på dine sanser og din intuition. Jeg elsker fri og organisk bevægelse, gentagelser og visualiseringer. Jeg er ikke optaget af ´perfekt ydre´ alignment, men af at du slipper ideen om at noget er rigtigt eller forkert så du nysgerrigt kan finde din vej og bevæge dig på den måde, der føles bedst i din krop. Jeg elsker at lege med sekvensering og musik, og er dybt fascineret af at finde bevægelse i stilhed og stilhed i bevægelse.

Det rör mig når en gruppe mennesker lander i sig selv, sammen. Når mennesker overgiver sig til nuet og tillader sig selv at tage plads og ejerskab over sin praksis.

Mød mig til: Yoga SLOW,  Yoga FLOW og Yoga GROW I (Sub) and Shake the Dust

Rasmus Bugge

Træning var altid en måde for mig at håndtære de svære ting i mit liv. I en ung alder fandt jeg tryghed i at løfte vægte og lave calisthenics, og opbyggede en identitet omkring at være stor og stærk. Jeg fandt senere ud af, at styrke og størrelse ikke gjorde mig mere hel og fuldendt som person.

Jeg elskede stadig at bevæge mig, men jeg manglede en mere hjertevarm og legende kvalitet i min praksis. Jeg fandt denne gennem yoga og dans, som fik mig til at finde ind til glæden i det at bevæge sig i sig selv, og give slip på målet om at kunne noget bestemt eller være en anden. Denne glæde forligede mig samtidig også med en lang række skader, smerte og frustration, og fik mig stedet til at være nysgerrig og udforske de ting jeg kan gøre, i stedet for at fokusere på det jeg tror jeg ikke kan.

Det rör mig, når jeg kan vække din nysgerrighed for bevægelse, og lade denne vise dig at du ikke er begrænset og skrøbelig.

Mød mig til: STÄRK, Yoga GROW I og Yoga FLOW

Maja Ejrnæs

Jeg er vild med at eksperimentere og mere optaget af oplevelse end udseende. Siden min dansetræning i teenageårene, har jeg været små-allergisk over for ‘trin-koreografi’, men jeg lever og ånder for improviserede kunstformer. I min undervisning arbejder vi ud fra principper og strukturer frem for fastlåste bevægelsessekvenser –  med temaer som berøring, vægt-deling, friktion, tyngdekraft og momentum.

Flow rör mig – oplevelsen af at være ét med bevægelse. Når rammesat improvisation skaber  møder mellem mennesker, tid og rum. Når tillid og nysgerrighed er afsæt for bevægelse.
Mød mig til: Kontakt IMPRO

Birgitte Gorm

Som teenager løb jeg ind I en Tibetansk Lama. Han må have gjort stort indtryk, for 30 år senere er jeg stadig meget glad for at sidde stille og kigge ud i luften.

Jeg ved ikke om jeg har fået noget ud af den yoga og Zen-meditation som fulgte efter. Til gengæld har jeg mistet en del bagage. Mine allerbedste ideer bliver dagligt gjort til skamme af et lille skift i dagslyset, ungernes stemmer i køkkenet eller følelsen af liv inde i håndfladen. Jeg bliver forunderligt lettet over igen og igen at opdage, at jeg faktisk ikke aner hvad der foregår.

Min undervisning har sit eget liv og kan bedst beskrives ved en ubelejlig tendens til at falde spontant fra hinanden ca. hvert 7. år og blive afløst af noget uregerligt, noget jeg ikke har set komme. Flere har forklaret mig, at det er dårligt ud mit CV. De har fuldstændig ret.

Hvis der er en rød tråd gennem min undervisning (jeg klamrer mig stadig til tanken), så er det noget med at vi sammen mødes for at undersøge vores dybere natur gennem kroppen og bliver lidt mere ok med sårbarheden. Jeg holder af dele bevægelser der kommer fra sansning snarere end fra geometriske forskrifter og antager som præmis at din krop allerede er komplet, hel og perfekt som den er lige nu. Jeg elsker det ikke-lineære, åbne flows, nærende bølgebevægelser, spiraler, lyd, dyb hvile og tyngdekraftens generositet. Uanset om det foregår på en meditationspude, i dialog eller i fysisk bevægelse så er jeg allermest interesseret i at stille gode spørgsmål. Svarene har typisk en kort udløbsdato.

Hvad får du ud af alt det her? Ingenting. Jeg garanterer det.

Mød mig til: Yoga SLOW  Yoga GROW og Yoga FLOW

Stinna Shaktiva

Yogaen kom ind i mit liv som ung gymnast og danser i 2001. Først i form af asthanga yoga, der blev en praksis jeg fandt ro, styrke og følte mig hjemme i. Selv samme praksis endte senere med at bringe mange yoga skader med sig, og blive en form for dogmatisk fængsel med en masse regler. -Det åbnede dørene til en masse eksperimenter med yoga, dans, meditations former, metoder, kropsterapi og mange rejser til Indien og USA. Yogaen, dansen og kropsterapien har skiftet form mange gange, og bliver heldigvis ved med det.

Jeg holder meget af at finde frihed i form, så formen ikke bliver fastlåst men en måde at fokusere energi, liv og bevægelse gennem. Der kan være noget trygt og genkendeligt ved en solhilsen eller en lille sekvens, en repetition af en kriya eller et mantra, i en verden der er i konstant forandring. Der er et felt hvor bevægelse, lyd, stilhed og alt flyder sammen, og det syntes jeg er vildt spændende og virkelig rart.

Det rör mig igen og igen når folk dukker op, bevæger sig, danser, synger, lukker øjnene, tjekker ind og giver sig tid til at praktisere, alene og sammen.

Mød mig til: Yoga Flow & Slow , Kundalini Yoga and Kundalini & Gong, Dans Form and Forfäst

Sophie Kirk

Jeg startede min egen yoga rejse for mere end 10 år siden, og lige siden har yogamåtten været en del af mit liv og en vej til fysisk og mental sundhed. Jeg elsker både den helt blide og nærende og mere fysisk udfordrende form for yoga, hvor man får sved på panden, og hvor man udforsker noget helt nyt. Begge former giver mig rum til at mærke efter, og jeg lærer at observere mine reaktionsmønstre og på den måde lære mig selv lidt bedre at kende – hver gang.

I min yoga undervisning vil der altid være fokus på at være til stede i nuet. På mine klasser vil du ofte møde temaer relateret til naturens elementer og musik til at støtte rejsen. Jeg fokuserer ikke på den ‘perfekte’ ydre alignment, men mere på at lade dig finde dit eget autentiske udtryk, både via frie flows og organisk bevægelse og inden for de bevægelsesrammer, som jeg tilbyder.

Det rör mig når jeg lander i mit hjerte, føler det hele uden at sidde fast og når jeg får øjenkontakt med andre mennesker.

Mød mig til: Yoga SLOW, GROW & FLOW og Shake the Dust

Marie-Louise

Jeg er en rejselysten sjæl, og har udforsket verden og boet og arbejdet i 6 forskellige lande før jeg fyldte 30 år, men nu udforsker og rejser jeg mest i min indre verden, og den bliver aldrig kedelig. Især ikke når man er mor og dagligt er i ærefrygt og frustration over hvad to små børn kan lære en.

Jeg elsker at yoga og meditation kan være som at få en stor og varm krammer. Det behøves ikke blive analyseret, men virker bare og det er tydeligt at mærke. Man føler sig med det samme gladere, lettere og mere balanceret og i kontakt med sig selv og andre. Og det var den følelse der først drog mig til yogaen i 2001 og siden har fulgt mig. Jeg elsker at være i en flow-tilstand og at undervise kreative og meditative klasser hvor man altid har sit åndredræt med sig. Jeg er også før-fødsels yogalærer og laver events om stressreduktion for firmaer.

Det rør mig når folk får øje-åbnende krop-og-sinds oplevelser som bringer dem tættere på dem selv.

Meet me at: Yoga Flow , Yoga Grow & Slow (vikar) ,